Indimellem trænger et website til fornyelse. Ikke bare nyt indhold på en enkelt eller flere sider, men én eller flere af følgende større ”ommøbleringer”:
På fagsprog kalder vi det for at: migrere.
• Domænenavnet er ikke tidssvarende og skal skiftes
• Webdesignet eller navigationen er ikke tidsvarende og skal ændres
• CMS eller ehandelsplatform skal skiftes af forskellige årsager
I stort set alle ovennævnte tilfælde kommer URL’erne til jeres indhold til at skifte, og det kræver helt særlige hensyn, for ikke at få problemer med indekseringen i søgemaskinerne.
Råd #1 – Nu er måske et godt tidspunkt til at foretage en reform af URL’erne på jeres website!
SEO-venlige URL’er er naturligvis at foretrække. Vi anbefaler dog normalt at vente med at ændre URL’erne, indtil det falder naturligt sammen med, at URL-strukturen alligevel skal ændres. Det vender vi tilbage til.
Kort fortalt bør man kun bruge små bogstaver i URL’er, ingen specialtegn som æ, ø og å, ingen ”&”, ”?” osv. Adskil ord med bindestreg, og hold jer til tegnene a-z og 0-9. Sørg for at bruge beskrivende ord og talkoder m.m.
Eksempel:
http://www.mitsite.dk/Får&Høns/Fyn_&Jylland/
SEO optimeres til:
http://www.mitsite.dk/faar-hoens/fyn-jylland/
Råd #2 -Husk at alle gamle URL’er skal redirectes til deres nye ”hjemsted”
Rent teknisk skal der sættes et ”301 redirect” op for hver eneste af de gamle URL’er, som peger over på sidens nye adresse. I de tilfælde hvor hele domænet skifter kan det typisk gøres med en enkelt ”regel”, der sender alle forespørgsler til det gamle domæne til det nye.
Husk også aktivt at tage stilling til, om siderne skal vises på www.nytdomæne.dk, eller uden www-delen, og redirect alle forespørgsler til den version I bruger.
Råd #3 – Husk at planlægge overgangen i jeres webanalyse-værktøj
Skifter man domæne skal man være opmærksom på:
• Alle brugere bliver ”nulstillede” når der skiftes domæne. Google Analytics kan ikke længere ”se” cookies på det gamle domæne, hvorfor brugerne får en et nyt sæt cookies
• Hvis I har filtre, der kun tillader trafik fra jeres domæne, skal I opdatere filtret ved overgangen. Ellers stopper alle målinger i Google Analytics
• Hvis de relative URL’er skifter, kommer der nye sider til, som begynder at tælle trafik og gamle sider vil ikke længere modtage trafik. Især for definitioner af mål skal I sikre, at kriterierne stadig virker
Råd #4 – Husk at forberede Domain Name Server (DNS) opsætning
DNS’en styrer hvilke IP-adresser de forskellige domæner peger på. Overgår indholdet til et nyt domæne, skal det nye domæne sættes op i DNS’en. Skal sitet flyttes til en anden server, skal det også sættes op i DNS’en.
Vær opmærksom på at DNS opsætninger kopieres ud på hele internettet, og ændringer kan tage 48 timer eller mere om at slå igennem hele vejen rundt. For at sikre at alle besøgende, inklusive søgemaskiner, ved præcist når I skifter, skal man sætte DNS’ens TTL (Time To Live) ned, gerne en lille uge i forvejen og indtil efter ændringen. Sættes den til 30 minutter, vil ændringerne være slået igennem på hele internettet senest 30 minutter efter I foretager ændringen.
Læs mere her: http://www.dnswatch.info/articles/dns-update
Råd #4 – Husk at informere / opdatere alle annoncenetværk
Uanset om du bruger PPC-annoncering som Adwords, affiliate-annoncering eller lignende, så sørg for at sikre at alle, hele vejen rundt, er opdaterede med de nye URL’er. I værste fald kan du blive erstatningsansvarlig, hvis du fjerner landingssider fra affiliate markedsføring uden at informere i tide om det.
Råd #5 – Håndter øvrige eksterne links
Et website vil givetvis have opnået en lang række links fra eksterne websites, alene fordi de mener jeres indhold er værdifuldt. Her bør man sikre enten at få disse websites til at ændre links til de nye sider, eller sætte 301 redirects op til de nye sider.
Råd #6 – Korrekt opsætning af ”404 Not Found” fejlsider
Korrekt opsat er 404 fejlsider en af de bedste kilder til at opdage gamle sider på websitet, som er blevet ”glemt” under ændringerne. Sørg for følgende:
• Fejlsiderne må ikke redirecte brugerne, de skal blive på den URL der forespørges
• Der skal være tracking kode, på den HTML side der vises
• Siden skal returnere en 404 HTTP statuskode
• Sørg for at der indgår noget i retning af ”Siden kunne ikke findes” i titlen
Med denne opsætning kan du nu trække en rapport i fx Google Analytics, hvor du får vist alle sider med ”Siden kunne ikke findes” i titlen. Herefter kan du sætte 301 redirects op for de sider, hvor det er relevant. Du kan også se hvilken kilde trafikken kommer fra og prøve at få ændret linket hos kilden.
Råd #7 – Hold øje med trafikken
Efter launch bør man holde øje med trafikken til websitet, og se om der evt. er trafikkilder, hvor trafikken er faldende. Hvis ja, så undersøg årsagen og fix det.
Råd #8 – Hold Webmaster Tools opdateret
Anvender man Google eller Bing webmaster Tools, så sørg for at de stadig virker efter launch. Især ændringer af domænenavne vil give problemer. I Google Webmaster Tools kan man angive at websitet er flyttet til et andet domæne.
Opsummering
Her får du det hele opsummeret og i en overskuelig tjekliste:
• Overvej at SEO optimere URL-strukturen
• 301 redirect de gamle sider til de nye
• Forbered Google Analytics m.fl. til ændringen
• Forbered DNS ændringer
• Opdater annoncepartnere omkring ændringerne
• Håndtér eksterne links
• Opsæt og check 404 fejlsider efter launch
• Hold øje med trafikken
• Hold Webmaster Tools opdateret
Hos Outrider kan vi naturligvis hjælpe jer med projektledelse og kvalitetsstyring af processen i samarbejde med jeres webbureau eller interne udviklere. Kontakt os for at høre nærmere.
/Jesper Jørgensen